Company day med Frederikssund Erhverv

Frederikssund Erhverv havde i samarbejde med FGK inviteret sine medlemmer til et Netværk & Golf – arrangement i FGK fredag, den 22. september.
Det er første gang, at FE og FGK i fællesskab laver et sådant arrangement, men det er helt sikkert ikke sidste gang – der er allerede planlagt opfølgende arrangementer i 2024.
Fra den tidlige morgenstund var 25 friske personer mødt op til fælles morgenbord og briefing om dagens program. Deltagere med DGU-kort blev efter en kort opvarmning på Driving Range sendt ud på stor bane med gunstart kl. 8.45.
Deltagere uden DGU – kort fik samtidigt en introduktion til golfens verden samt instruktion på Driving Range af Casper fra ProShoppen, hvorefter de blev inddelt i hold og taget med på Nordbanen. Med lidt instruktion i, hvordan man spiller golf, tæller point m.v., blev deltagerne sluppet løs på egen hånd.
Dagen blev afsluttet med fælles frokost, præmieuddeling og netværk.
Alt i alt en hyggelig, sjov og spændende dag for alle deltagere uanset, om man aldrig tidligere havde prøvet kræfter med den lille drilske hvide bold, eller var en mere erfaren golfspiller.
FGK har nogle helt unikke muligheder for at lave arrangementer for både virksomheder og organisationer, hvor både begyndere og øvede kan deltage og alle dermed få en sjov og dejlig oplevelse. Kontakt Golfmanager Bo Jensen for information om muligheder og priser.